For et år siden løj jeg for mig selv. Det blev ikke sagt højt, men jeg bildte mig selv ind, at jeg var ligeglad med, hvad andre mennesker ville sige om Streetlights, hvis de kendte til projektets tilstedeværelse. I mit hoved var den tankegang nødvendig, fordi romanen var kritisk anlagt, og fordi at den havde til formål at forarge den gennemsnitslige dansker. Fordi at den var et maskeret opråb. Et verbalt oprør. Og jeg ønskede inderligt, at handlingen, beslutningsprocesserne og karakterernes personlige egenskaber ville få eventuelle læsere til at løfte et øjenbryn, at ryste på hovedet, at stirre undrende ud i luften, eller at råbe højlydt og kaste med ting som resultat af ren og skær frustration. Med den målsætning i mente var jeg nødt til at portrættere de år af mit liv, som Streetlights i detaljer gengiver, akkurat som jeg oplevede dem, fordi at de fik mig til at løfte et øjenbryn, at ryste på hovedet, at stirre undrende ud i luften, at råbe højlydt, og at kaste med ting. Læseren skulle føle mit liv. Læseren skulle tage del i mine op- og nedture, og læseren skulle kende mine veninder, mine venner, min familie og mine fjender præcis, som jeg kendte dem. Læseren skulle være mig.
Jeg vidste, at der ikke ville blive lagt skjul på, hvor mangelfulde mennesker kan være, og jeg forventede, at dét ville resultere i mange sure miner. Ikke kun fra de af mine bekendtskaber, der er så (u)heldige at være en del af mit liv i romanen, men også fra den mere kritiske læser, der hurtigt ville bemærke, at hverken romanens hovedperson eller de bærende biroller, jeg af forskellige årsager har valgt at inkludere, tager form som de mest elskværdige personer på jorden. Der er meget at kritisere Streetlights for. Husker man, hvad min målsætning var, når man sidder med romanen i hånden og er på grænsen til at rive sit hår ud af hovedet, da jeg begyndte på at skrive romanen sidste år, er der mindst lige så meget at rose den for.
Læs mere!
